Forlaget Laserne

Forlaget er ikke aktivt pt.

Forlaget Laserne er et lillebitte forlag med to udgivelser

Morten Gaustad: Efterladt

Morten Gaustad: En lille bog om dysser og depression

Forlaget er opkaldt efter H.C. Andersens eventyr ”Laserne” om en norsk og en dansk las der ender som papir. 

Forlaget vil centrerer sig om udgivelser i mødet mellem det norske og det danske.

Efterladt

I Fotobogen Efterladt ser fotografen Morten Gaustad på en verden vi har efterladt. Billederne centrerer sig om gamle forladte huse hvor vinduerne er tomme, dørene er lukket, og der ikke venter nogen inde på den anden side. Husenes funktion som hjem for en familie er forsvundet, og tilbage står en ren æstetisk funktion. Husene går i opløsning, og materialerne vender tilbage til naturen.

Fotografen retter sit blik mod noget vi har vendt blikket væk fra og tvinger dermed iagttageren til at forholde sig til noget vi som samfund har forkastet og ikke ønsker, noget som har haft en storhedstid, men ikke længere har nogen funktion. Præcis

 som fotografen selv, der engang havde en funktion i samfundet som lektor, men nu efter at han har mistet sin arbejdsevne, ikke længere er en værdi for samfundet og derfor har måttet tåle at blive efterladt.

Billederne i bogen er tager på Langeland

Forfatteren

Morten Gaustad er litterat og har arbejdet som lektor, forfatter og oversætter. Efter en række depressioner mistede han evnen til at arbejde med sproget. Behovet for at udtrykke sig forsvandt ikke, og derfor begyndte han at fotografere. Det blev først til bogen Dysser og depression, der handler om at rejse sig efter sygdom, og nu bogen Efterladt der giver værdi til det samfundet forkaster.

Laserne

”Laserne” er et lille eventyr af H.C. Andersen. Et af dem hvor genstande taler – som om de var mennesker. Her er det to klude – laser – der taler sammen. De ligger begge i en kludebunke uden for papirfabrikken og venter på at komme ind og blive optrevlet i en maskine, så de kan blive til papir.

”Her lå nu en dansk las op til en norsk las; pæredansk var den ene, og ravnorsk var den anden, og det var det morsomme ved de to, vil hver fornuftig norsk og dansk sige.”

Den danske og den norske las debatterer højlydt deres respektive hjemlandes fortræffeligheder. Den norske brovtende og pralende, den danske med falsk beskedenhed. Den norske siger:

”Frit taler jeg fra lungen, og dansken må vænne sig til den frie lyd, og det vil han i sin skandinaviske klamren til vort stolte klippeland, verdens urknold!"

Den danske svarer:

"Således kunne nu aldrig en dansk las tale! ... Det er ikke vor natur. Jeg kender mig selv, og som jeg er alle vore laser, vi er så godmodige, så beskedne, vi tror for lidet om os selv. ... Jeg er blød og bøjelig, tåler alt, misunder ingen, taler godt om alle, uagtet der er ikke meget godt at sige om de fleste andre.”

Og til sidst bliver de til papir, både den norske og den danske las. Den norske et papir ”hvorpå, en nordmand skrev et trofast kærlighedsbrev til en dansk pige.” Den danske las et ”manuskript for en dansk ode til pris for Norges kraft og herlighed.”